Kære publikum
Rigtig hjertelig velkommen til en ægte Dansk Jubilæumsrevy.
Rejsende teater og underholdning kom til Nykøbing F. i 1700 tallet. Nykøbing F. Sommerteater havde til huse på Søvej, som en borgerlig forening, fra 1897 til 1909. Nykøbing F. revyen startede her på teatret i 1912 med Ove Bassøe ved roret. Teatret brændte d. 6 august 1934, men blev genopbygget og stod klar igen i september 1936. Sommerrevyen blev i mellemtiden opført på Hotel Baltic. 25 forskellige direktioner har givet deres bidrag til traditionen. Gerda Christoffersen var her på teatret i 12 år. Volmer Sørensen var her i 7 år. Keld & Hilda var her i 6 år. De øvrige direktioner var her 1-4 år. Selv tager jeg hul på min sæson nr. 22 så nu har jeg ( i al beskedenhed) slået Viggo Brodthagens rekord på 21 år.
Sommerens medvirkende er alle ”prismodtagere” på den ene eller anden måde.
Vicki Berlin er tilbage og det er jeg meget glad for. Ud over hendes komiske talent er hun en rigtig god og tidsvarende tekstforfatter. Vicki fik ”Årets Dirch” sidste sommer for sin præstation her i huset.
Susanne Breuning har oplevet denne revy, både som ung pige, som danser, som skuespiller og som datter af revydirektør Jytte Breuning 1968-70. Susanne fik sidste sommer prisen som ”Årets Koreograf” ved Revyernes Revy. Jeg er glad for at Susanne har afset tid til at vende tilbage.
Rasmus Krogsgaard er meget musikalsk, fuld af ideer og god til at skrive tekster. Kort sagt er han i stand til at videreføre den danske revytradition. Rasmus og jeg griner godt sammen og jeg er sikker på at han falder til i Nykøbing. Rasmus fik ”Årets Dirch” ved Revyernes Revy i 2009.
Karsten Jansfort er tilbage efter en smuttur til Hjørring revyen ... der blev kåret som Årets Revy sidste sommer. Karsten er en god holdkammerat og en meget alsidig skuespiller, der kan håndtere enhver situation på scenen.
Morten Wedendahl følger årstallet og er kapelmester her hos mig for 12. gang.
Hele det kreative og tekniske personale, bag scenen, er det samme som sidste år og Jeanne Boel er igen instruktør på revyen. Tina V. Jensen og hendes personale fra Hotel Falster står igen klar til at servicere og hygge om alle revyens gæster.
Lad mig slutte med en prolog fra skuespillet ”Dronning Esther” opført i Nykøbing F. i 1712:
”Velkommen alle, som gunstige vil være
Og efter begiær vil giøre os den ære
At De på vores spil, vil se en liden tid
Hvorpaa vi lover at anvende ald vor flid."
Selv om der skulle gå 200 år før revyen kom rigtigt i gang her i byen, er jeg sikker på at den er kommet for at blive.
KÆRE NYKØBING F. REVY TILLYKKE MED DE FØRSTE 100 ÅR & HELD OG LYKKE MED DE NÆSTE !
Go' Fornøjelse
Flemming Krøll