Købmanden og den kolde krig

Af Rikke Rottensten
Museumsinspektør ved STORM

– museet for humor og satire


Rationaliseringen er endelig helt væk, og i 1957 er der igen kaffe, kakao og sukker og mel” på hylderne hos købmand Nielsen på Aaboulevard 14 i København.  

Men freden er allerede forbi. Det var en kort glæde! 

Det er nemlig begyndt at regne ned gennem taget på købmandens lager 

Åh? Troede I, det var den kolde krig og atomtruslen, der havde sat en stopper for freden og lykken på Åboulevarden?  

Jamen, det er det også… For i revyvisen “Brev til Bulganin” hænger hullet i taget og truslen om en ny verdenskrig tæt sammen. Sagen er den, at Nielsens kværulant af en husvært ikke kan se meningen med at reparere taget, “Når den krig, der er på vej, li’ så hurtigt igen sla’r et hul i ’et!” Måske er han ægte nervøs, måske er han bare nærig.   

Oswald Helmuth

Derfor har Nielsen sat sig til skrivebordet for at skrive til ministerpræsident Nikolaj Bulganin, “den øverste spids, ja, altså, ja hvis, jeg mener, De er der endnu, da” i Moskva for at få lovning på, der ikke bliver krig. 

Verden hænger jo sammen. Det ved vi nok mere end nogensinde efter at have oplevet, hvordan en flagermus i Kina har kunne lukke en hel verden i næsten to år. Derfor virker det næsten logisk, at den lille verden – hvor et hul i taget er et reelt og stort problem for en købmand med ferskvarer – og den store, krigsdirrende verden, hvor de politiske fronter er trukket lige så skarpt op som mellem husværten og Nielsen, hænger sammen. Måske er købmandens friske forslag til løsning af verdensfreden lidt naiv. Men tjah, det er da forslaget værd?

Det kan være svært at skrive meningsfulde og samtidig morsomme tekster om så store, alvorlige emner som krig. Især når de skal indgå i en sammenhæng med latter, musik og dans og måske kommer lige efter en sketch med seksuelle undertoner. I 1957 er den kolde krig dog så mærkbar, især efter sovjetiske tropper året før har angrebet Ungarn, at det vil værke mærkeligt, hvis revyen ikke behandler det.   

“Brev til Bulganin” er et fremragende nummer. Ærgerligt det ikke er dansk, men skrevet af østrigeren Gerhard Bronner. Altid leveringsdygtige Arvid Müller har dog oversat teksten, så den føles så dansk, at nummeret kom med i Kulturkanonen, hvor der ellers kun var plads til danskskrevne numre. 

I Tivolirevyen 1957 er det Osvald Helmuth, der er trukket i kittel og alpehue og har sat sig ved det vakkelvorne skrivebord for med pen, blæk og stor umage at forfatte sit brev. Skuespilleren som har brugt et helt liv på at forfine den lille mand-typerne i dansk revy. Manden der bare gerne vil passe sit arbejde og sit liv, men konstant skal bokse med besværlige chefer, dominerende koner og husværter, der ikke vil reparere et tag. Nielsen er en af de mænd. Men han er ikke bare en af dem, han er et ægte menneske. Han er den købmand, publikum i 1957 har handlet hos til daglig.  

Tror han selv på det brev? Måske ikke. Men visen er et lille skuespil, hvor Nielsen bliver mere og mere grebet af tanken undervejs.  

Desværre for Nielsen er brevet nok forgæves.  

Mens revyen spillede i København deltog hr. Bulganin i en partifjendtlig gruppe, der uden held forsøgte at vælte den mere liberalt indstillede Khrusjtjov som præsident for USSR. Den risiko Nielsen også skrev ind i sit brev, er blevet virkelighed. Bulganin var efter det ikke øverste spids meget længere. I løbet af et års tid blev han blev fyret fra alle stats- og partiposter og blev persona særdeles meget non grata.  

Det er nok tvivlsomt om Bulganins efterfølger har fået Nielsens brevet overdraget. Måske har den stakkels købmand måtte leve med utæt tag helt indtil 1989?