Pressemeddelelse

Revyen får sin egen øl

Nykøbing Falster d. 17. maj 2021


Nykøbing Falster Revyen lancerer Revy-Øl 2021

Hvert år tiltrækker Nykøbing Falster Revyen 30.000 gæster til landsdelen. Den anerkendte revy begejstrer, og nu kan de begejstrede revy-fans få et minde om revyen med sig hjem, og nyde i hjemlige rammer. Revyens direktør, Mickey Pless, har nemlig teamet op med det lokale Krenkerup Bryggeri, og fået produceret en Revy-Øl 2021.

Allerede nu kigger man hos Nykøbing Falster Revyen frem mod sommerens revy. Holdet er præsenteret og den 10. juni slår revyen dørene op til en ny sæson. Og selvom sidste sæsons revy måtte aflyses, har folkene bag revyen bestemt ikke kedet sig: “Da vi gik ud og aflyste revyen 2020, der kunne vi have valgt at kaste håndklædet i ringen, men meget hurtigt stod det klart, at vi skulle trække i arbejdshandskerne og få landsdelens største kulturelle fyrtårn til at overleve, så vi kunne komme stærkt igen i 2021. Det gøres bedst, hvis vi alle sammen på Sydhavsørene arbejder sammen om at sikre vores lokalområde og ikke mindst kendskabet hertil.

Derfor er jeg meget glad for det fantastiske samarbejde med Krenkerup Bryggeri som nu ser dagens lys. Vi kan være stolte af den position som Krenkerup har opnået på få år og de lokale relationer har vist sig at være vigtigere end nogensinde før” udtaler Mickey Pless.

Krenkerup Bryggeri holder til ved Sakskøbing på Lolland og er både lokalt og nationalt kendt for at brygge øl af høj kvalitet på byg dyrket på Krenkerups egne marker. Senest har bryggeriet gjort sig positivt bemærket, da det i slutningen af 2020 vandt yderligere to guldmedaljer ved European Beer Star. Dermed har Krenkerup som det første danske bryggeri nogensinde vundet hele 5 guldmedaljer ved den prestigefyldte konkurrence. Til årets Revy-øl er der specialdesignet en etiket med hele revy-holdet på, og øllet i flasken er ‘Krenkerup Classic’ – en af bryggeriets mest populære øl.

Hos Krenkerup er samarbejdet med Nykøbing Falster Revyen et godt eksempel på, at der kan komme noget interessant ud af at mødes lokale aktører og drøfte mulighederne for at knytte nye lokale bånd. “Vi er glade for, at Nykøbing Falster Revyen har lyst til at kigge lokalt, når der skal findes samarbejdspartnere, og med en Revy-Øl viser vi, at området ikke kun er garant for en fantastisk revy hvert år – det kan også bryste sig af at producere øl af høj kvalitet. Det har aldrig været vigtigere at tænke lokalt, og derfor er vi glade for, at dette samarbejde blev stablet på benene,” udtaler Louise Berling Brun, der er kommunikationschef på Krenkerup Bryggeri.

Mød revyholdet, Revyøllen og Krenkerups hestevogn
Onsdag den 19. maj 2021 kl. 13.00 skydes forsalget i gang til årets første forpremiere, som traditionen tro er en forestilling til Guldborgsund og Lolland Kommunes pensionister. Hele skuespillerholdet bag årets revy kigger forbi Lilletorv i Nykøbing F. mellem kl. 12.00-13.30 og giver en sang eller to for de fremmødte. Samtidig gæster Krenkerup Bryggeri Lilletorv med deres fine hestevogn. Alle er velkomne til at kigge forbi og hilse på.

Billetkontoret har åbent og der vil summe af liv og glade dage. Og den føromtalte Revy-øl kan naturligvis købes med fra billetkontoret. Bemærk at billetkontoret midlertidigt flyttes til Østergågade 29, grundet ombygning af Nykøbing F. Teater. Årets revy-øl findes også hos Kvickly
Nykøbing F.

Pressekontakt
Louise Berling Brun
Kommunikationschef
Krenkerup Bryggeri
Tlf. 21 58 53 73
lbb@krenkerup.dk

Mickey Pless Revydirektør
Nykøbing Falster Revyen
Tlf. 61 78 80 43
mp@nyk-revy.dk

Mickey Pless
Direktør for 
Nykøbing Falster Revyen