Pressemeddelelse

Revyen får flere venner

Nykøbing Falster d. 26. april 2021


Støtteforening for Nykøbing Falster Revyen på vej

Et fedt initiativ der kun kan forstærke grundlaget for vores revy, siger direktør Mickey Pless.

Et nyt tiltag til fremme og støtte af Nykøbing Falster Revyen har set dagens lys.

En revyglad initiativgruppe har for nylig sat sig sammen og drøftet mulighederne for at danne en organisation, der kan bidrage til en styrkelse af revyens forankring i Nykøbing Falster.

Initiativgruppen består af Lizzi Lund, Stine Pilt Olsen, Anne Brodersen, Jette Lund Madsen, Torben Riise samt Jørgen Lykke Madsen. Samlet set har gruppen erfaringer indenfor områderne lokalpolitik, kultur, ledelse og jura.

Baggrunden for initiativet er en erkendelse af revyens kæmpe betydning for byen og for omsætningen i byens restauranter og øvrige forretninger. Samtidig er Nykøbing Falster Revyen placeret helt i toppen af det danske revylandskab. Initiativgruppen ønsker at bidrage til at understøtte både revyens kulturelle og erhvervsmæssige betydning.

– Det er vores opfattelse, at Nykøbing Falster Revyen ikke er en selvfølge. Med corona-restriktionerne oplevede vi, at revyen blev sendt til tælling sidste år. Der kan i fremtiden komme andre udfordringer, og revydirektør Mickey Pless’ ”enmandshær” kan have nytte af vores initiativ, fortæller Stine Pilt Olsen, medlem af initiativgruppen.

–  Det er enormt positivt, og jeg er meget glad for, at denne gruppe er gået sammen om at danne en støtteforening for revyen. Jeg glæder mig til samarbejdet og ikke mindst til fremtiden, hvor støtteforeningen og dens medlemmer vil være en central medspiller for os i årene fremover, siger Mickey Pless

Foreningen har planlagt stiftende generalforsamling torsdag d. 27. maj kl. 19.00 på Nykøbing F. Teater, hvor der ud over valg af bestyrelse bl.a. fremlægges et vedtægtsforslag. Efter vedtægterne kan alle interesserede optages som medlemmer – det være sig enkeltpersoner, erhvervsvirksomheder og institutioner. Gennemførelse af generalforsamlingen forudsætter dog, at regeringen slækker på de eksisterende forsamlingsrestriktioner.

Man kan allerede nu melde sig ind i foreningen og se mere information på foreningens hjemmeside www.revyens-venner.dk og man kan også følge foreningens arbejde på Facebook.

På vegne af initiativgruppen

Jørgen Lykke Madsen
Slotsbryggen 2, 4.tv.
4800 Nykøbing F.

Tlf.: 51 70 13 09
2jlm@mail.dk

Læs mere om Revyens Venner

Mickey Pless
Direktør for 
Nykøbing Falster Revyen