Pressemeddelelse

Revyholdet 2021

Nykøbing Falster d. 8. juni 2020


Silas Holst præsenteres som sidste skuespiller på revyholdet 2021

Det er en meget stor glæde at præsentere Silas Holst som sidste navn på Nykøbing Falster Revyens revyhold til 2021.

”Jeg er simpelthen så glad for, at Silas meget hurtigt takkede JA til at medvirke i Nykøbing Falster Revyen – det er et scoop, synes jeg. Jeg har faktisk været så heldig at arbejde sammen med Silas tilbage i 2011, hvor han var koreograf i Ganløse Revyen, hvor jeg på daværende tidspunkt var kapelmester” siger Mickey Pless.

Siden er der sket rigtig meget, og Silas er jo nærmest blevet hele Danmarks eje og med rette. Ikke mindst pga. hans medvirken i Vild Med Dans på TV2, som han som bekendt har vundet 3 gange, senest sammen med skuespilleren Jakob Fauerby i 2019. Revyen er ikke helt ny for Silas, da han som danser medvirkede i Cirkusrevyen i 2006 og 2007, og var skuespiller i Rottefælden i Svendborg tilbage i 2014, hvilket han helt fortjent også modtog en talentpris for ved Revyernes Revy.

”Jeg så Silas i Rottefælden i 2014 og han gjorde det glimrende, og for flere år tilbage så jeg Silas i Musicalen Crazy For You på Det Ny Teater i København, og her blev jeg blæst bagover af talent.

Derfor var det helt naturligt for mig at spørge, om han ville medvirke i 2021 og det bedste var, at han faktisk ikke skulle tænke meget over det, men sagde JA meget hurtigt.

Revygenren fornyer sig hele tiden og heldigvis for det, og derfor skal vi også give plads til nye unge skuespillere, som kan være med til at føre revyen videre i mange år endnu, og der er Silas et rigtig godt bud på en spiller, som både kan og vil det.

Så skader det altså heller ikke, at manden både synger og danser rigtig godt og har begge ben solidt plantet på jorden, og som elsker det festlige, folkelige og fornøjelige” udtaler Mickey Pless.

”Det er en drøm, som er gået i opfyldelse for mig. Jeg har længe gerne ville prøve flere kræfter med revyen, så da Mickey ringede, sprang jeg til med det samme. At det så oven i hatten er Nykøbing Falster Revyen, som jeg skal medvirke i, er bare endnu et stort plus.

Jeg er piv stolt af at være blevet spurgt og være med på holdet sammen med så garvede revykræfter, og jeg glæder mig rigtig meget til at lære Nykøbing Falster og omegn bedre at kende” siger Silas.

Udover Silas Holst står også Pernille Schrøder, Karsten Jansfort, Rikke Buch Bendtsen og Rasmus Krogsgaard på scenen. Sidstnævnte er også instruktør på revyen.

Udover at være direktør, så er Mickey Pless også kapelmester for sit swingende revyorkester.

Revyen får premiere den 10. juni 2021 og spiller frem til den 21. august 2021.

Billetsalget starter den 1. juli kl. 11.00 på www.nyk-revy.dk eller på tlf. 54 73 18 18.

Vi glæder os til at byde vores publikum velkommen til en forrygende sæson i 2021.

Mickey Pless
Direktør for 
Nykøbing Falster Revyen