⭐ Kåret til Årets Revy 2022 ⭐

Revyholdet 2022
Rasmus Krogsgaard, Bente Eskesen, Troels Malling, Kristine Yde og Gordon Kennedy.
Instruktør: Rasmus Krogsgaard.

Nykøbing Falster Revyen

Nykøbing Falster Revyen 2022 blev en magisk oplevelse og en kæmpe succes med over 25000 gæster. I revyen medvirkede Rasmus Krogsgaard, Bente Eskesen, Troels Malling, Kristine Yde og Gordon Kennedy. Instruktør var Rasmus Krogsgaard.

Det var samtidig revyens 110-års jubilæum, som blev markeret med et stort jubilæumsshow hvor gæster fra hele underholdningsbranchen medvirkede.

Søndag d. 28. august 2022 blev Revyernes Revy afholdt, og her skulle det vise sig om dette års revy kunne hive prisen hjem som Årets Bedste Revy. Det skete faktisk og ikke nok med det så modtog Bente Eskesen også prisen som “Årets Dirch 2022”.

I Revyernes Revy medvirkede Nykøbing Falster Revyen bl.a. med nummeret “Ydmyghed”.
Se stemningen fra teltet på Bakken i videoen her på siden.

I nyere tid har Nykøbing Falster Revyen modtaget prisen som “Årets Revy” i 2013, 2014, 2019 og
nu også i 2022.

Juryen skrev følgende som begrundelse for valget til prisen:

Alder har ingen betydning i årets Nykøbing Falster Revy. Anført af revydirektør og kapelmester Mickey Pless er jubilæumsrevyen et musikalsk moderne og lækkert show – og en kærlig hyldest til den klassiske revy.
Med Rasmus Krogsgaard som instruktør og et hold skuespillere der favner det hele, bliver Nykøbing Falster Revyen alt hvad man kan ønske sig af en nutidig sommerrevy. Overraskende, politisk satire, fjollede jokes, modet til at være alvorlig og ikke mindst glæden ved at grine sammen.
Årets Revy er Nykøbing Falster Revyen 2022