”Vi gør det!” Nykøbing Falster får sin egen vinterrevy, med premiere om præcis 4 måneder - nemlig den 13. januar 2022

”Skal vi ikke snart have en vinterrevy på Falster, var der én der spurgte mig om – Jo, hvorfor ikke svarede jeg og tænkte, vi skal da have et godt grin i den mørke vintertid ” smiler, Mickey Pless.

Vinterrevyen bliver en mere intim produktion end den store sommerrevy, men stadigvæk med store grin!

Det er ikke mange dage siden at vi offentliggjorde næste års sommer-revyhold. Nu lancerer vi for første gang i Nykøbing Falster – en vinterrevy med 3 skuespillere, som alle er kendte ansigter på Falster. De to af dem har stået på scenen om sommeren, og den sidste har været en meget flittig benyttet tekstforfatter til revyen igennem mange år.

Vi er stolte over at kunne præsentere:

  • LEIF MAIBOM
  • RIKKE BUCH BENDTSEN
  • JAN SCHOU
  • INSTRUKTØR: JAN HERTZ
  • REVYTRIO, under ledelse af kapelmester MICKEY PLESS

I forbindelse med vores 110-års jubilæum, så synes jeg at tiden er kommet til at se om vi kan starte en ny revytradition, nemlig en vinterrevy. Når det er koldt udenfor, så er det da en befrielse at kunne komme indenfor og få et godt, sundt, varmt grin og hygge sig lidt.

Jeg elsker at sætte nye skibe i søen og vii har gået og puslet med idéen igennem det sidste år og nu gør vi det sgu – nu trykker vi på knappen og kaster os ud i det”, smiler Mickey Pless.

Sommerrevyen vil stadigvæk være vores hovedforestilling, og den største af dem alle, men nu prøver vi at skabe en vinterrevy, som godt nok spiller på Nykøbing F. Teater, men som er i mindre rammer. En lille hyggelig forestilling hvor grinet og humøret er i højsæde.

Det er stor glæde at 3 gode venner af huset og revyspecialister har takket ja til at stå på scenen.

LEIF MAIBOM har i 36 år drevet Sønderborg Sommerrevy med kæmpe succes og er grundsjov og en yderst glimrende tekstforfatter:

”Vil du spille Vinterrevy? At spørge mig om det, svarer jo til at spørge Lars Løkke om han vil væres Statsminister igen. Så mit svar til Mickey var et klokkeklart JA!

Også fordi jeg måske så kan forklare mange, at jeg IKKE er gået på pension, er blevet bortført af Ældre Sagen og har fået el cykel. Det sidste er faktisk rigtigt. Men jeg har – efter at have været chef i Sønderborg Sommer Revy i 36 år – gennemført et generationsskifte og er fratrådt revyen, netop for at give plads til andre spændende opgaver. Som f.eks. en vinterrevy med de bedste legekammerater, man kan tænke sig: Jan Schou, Jan Hertz, Rikke Buch Bendtsen og Mickey Pless, der så for første gang skal være min chef – Sikke et hold!!! 

Jeg kan allerede nu så småt lugte savsmulden, så jeg glæder mig som en covid-19 ramt skuespiller til igen at stå på en revyscene.

Og måske få lov til at skrive et par tekster – og måske få lov til at undgå svære dansetrin – og måske få lov til at invitere min gamle, trofaste, naive ven Thorleif med på scenen.” udtaler Leif Maibom.

Eneste kvinde på holdet bliver RIKKE BUCH BENDTSEN som har medvirket i sommerrevyen, både i 2019 & 2021. Hun stod første gang på scenen i Nykøbing i 2019 og tog publikum med storm. Nu har hun set Nykøbing om sommeren, så nu skal hun også mærke hvordan Nykøbing tager sig ud om vinteren. Rikke har et meget stort komisk talent, er en holdspiller og så synger hun som en drøm, så vi glæder os rigtig meget til gensynet.

Sidste spiller er ingen ringere end JAN SCHOU. Jan har jo stået på scenen i Nykøbing tilbage i 90´erne et utal af gange og publikum elsker ham. De sidste 20 år har han hver sommer givet den gas i Rottefælden i Svendborg og nu vender han tilbage til Nykøbing.

Jan elsker, ligesom resten af holdet, at få folk til at grine.

Selvfølgelig skal Nyk. F. have en Vinterrevy!! Vi har brug for revy i en mørk tid, —brug for at grine og se smukke farver. Amagerscenen m.fl. gjorde det for mange år siden med KÆMPE succes – det var også Volmer Sørensen (MIT store forbillede)!! Nu har Nyk. F. fået en lige så initiativrig mand i Mickey Pless – tak Mickey ….. publikum og os på scenen har brug for mennesker som dig og din Lone.

Mickey spurgte mig om jeg ville overveje at være med i Vinterrevyen 2022. Nej, sagde jeg, ikke overveje – jeg siger selvfølgelig JA TAK på stedet og uha uha uha hvor jeg glæder mig!” siger Jan Schou.

Revyens instruktør bliver også en garvet rotte indenfor revy og teater i Danmark – nemlig JAN HERTZ.

Jan var chef for Amagerscenen i 7 succesfulde år og har instrueret et hav af revy og teateropsætninger, både i Danmark og Sverige. Jan ved hvad der skal til og udtaler:

At være med til at skabe sol smil i vintertiden er en varm nyhed. Det bliver sjowt at skabe lys i mørket… for første gang i snekøbing..!”

Vinterrevyen bliver i en afdeling af 1 time og 20 minutter og altså uden pause.

Inden forestillingen vil der være mulighed for spisning og revyen har kun planlagt 10 forestillinger fra starten, dog vil der være mulighed for at sætte ekstra forestillinger på, i takt med billetsalget.

Nykøbing Falster Sommerrevy kan i 2022 fejre 110-års jubilæum – tænk hvis vi i år 2132 kan fejre vinterrevyens 110-års jubilæum – det kunne være sjovt, dog medvirker Leif Maibom & Jan Schou nok ikke til den tid!

Nykøbing Falster Vinterrevy får premiere for aller første gang torsdag den 13. januar 2022 kl. 20.00 på Nykøbing F. Teater og spiller kun til den 23. januar. Forsalget starter den 15. september kl. 11.00 på www.vinterrevyen.dk eller på tlf. 5473 1818.

For mere info se www.vinterrevyen.dk

For yderligere info, kontakt venligst:

Mickey Pless
Direktør & kapelmester

6178 8043
mp@nyk-revy.dk